Hofte-, knæ- og ankelproblemer

Har du smerter relateret til hofte, knæ eller fod?

Hvis du har pådraget dig en skade, som du er generet af i din hverdag, kan det være en mulighed at opsøge en osteopat. Skaden kan være opstået ved sportslig aktivitet, ved aktivitet i dit hjem og have eller på din arbejdsplads. Jeg har stor erfaring med at afhjælpe smerter, der er opstået ved sport og overbelastning.

Sports- og overbelastningsskader kan fx resultere i smerter relateret til hofte, knæ eller fod. De påvirkede strukturer er:

  • Knogler
  • Brusksvæv
  • Ledbånd
  • Sener
  • Muskler
  • Nerver
  • Blodkar

 

Akutte og snigende smerter

Smerten kan opstå akut eller komme snigende. Ofte kender vi ikke den udløsende årsag til at vi får ondt. Smerten kan opstå på baggrund af en kompensation for et andet problem i kroppen eller en tidligere skade, som vi ikke har fået behandlet eller genoptrænet korrekt.

Et godt eksempel er, at du efter at have forstuvet din ankel kan opleve at du gentagne gange vrider rundt på den. Dette sker pga. en ubalance i strukturerne omring leddet og kan på sigt medføre en fejlstilling i foden med påvirkning af bækkenets stilling mm.

Typiske diagnoser relateret til hofte, knæ og fod

Tendinitter

Betændelse i en muskelsene eller i senen, hvor den er hæftet fast på knoglen. Eksempler:

Achillessenebetændelse

Løberknæ (smerter på ydersiden af knæet)

Springerknæ (smerter under knæskallen)

Seneskedehindebetændelse (i underbenet og over ankelleddet)

Fascitis

Betændelse i bindevævet, ses typisk ved facitis plantaris som giver smerter i fodsvangen og hælen.

Bursitis

Betændelse i en slimsæk. En slimsæk er et lille væskefyldt hulrum, som letter glidningen mellem muskler, sener og knogler.  I hoften er der slimsække på ydersiden og forsiden af lårbensknoglen og i knæet er der ligeledes flere slimsække, der kan blive irriteret.

Perifer nerveafklemning 

Kan opstå ved at nerven bliver afklemt i dens forløb ned i benet, de steder hvor der er snævre pladsforhold. Ses typisk i ballen, på forsiden af hoften, i lysken, ved knæet og ved passage over ankelleddet.

Muskellæsioner 

Kan opstå som følge af en forstrækning, en fibersprængning eller et direkte slag mod musklen. Skaden kan føre til smerter, hævelse og nedsat muskelstyrke. Fibersprængninger opstår typisk ved pludselige bevægelser eller overbelastning, mens slag mod musklen kan resultere i blødning i vævet og ømhed.

Forstrækninger / overrivning 

Af ledbånd eller ledkapsel. Opstår ofte ved pludselige vrid eller overbelastning af et led. Dette kan medføre smerter, hævelse og nedsat stabilitet i leddet. Ledbåndsskader ses ofte i knæ, ankel og skulder, mens skader på ledkapslen kan give stivhed og nedsat bevægelighed.

Artrose 

Også kendt som slidgigt. Det er en degenerativ ledsygdom, der opstår som følge af slitage på brusken i leddene. Tilstanden kan føre til smerter, stivhed og nedsat bevægelighed, særligt ved belastning eller efter hvile. Artrose udvikler sig gradvist og ses hyppigst i vægtbærende led.

Hvad gør du ved en akut skade?

Ved akut skade er det vigtigt at danne sig et overblik over skaden og opsøge skadestue eller egen læge, hvis du er usikker på om der er brud eller andre læsioner. Dernæst er det vigtigt at begrænse skadens omfang ved at følge ”POLICE”, som er retningslinjer for akut skadesforebyggelse.

Protection

Skån det skadede område for yderligere belastning.

Optimal Loading

Bevægelighed og belastning skal opretholdes, så vidt det er muligt, uden at forværre skaden.

Ice

Nedkøl området for at reducere hævelse og smerte.

Compression

Tryk på skadestedet kan mindske hævelse.

Elevation

Hold det skadede område højt for at reducere hævelse.

Hvordan kan en osteopat hjælpe?

Hvis du har smerter i kroppen, som ikke går over af sig selv, kan det være relevant at kontakte en færdiguddannet osteopat.

Som osteopat er jeg uddannet i at foretage en grundig fysisk undersøgelse af din krop. Såfremt der er behov for yderligere udredning, eller hvis der er behov for supplerende behandling fra andre faggrupper, kan jeg tilråde dette.

Den fysiske undersøgelse indledes med en samtale, hvor formålet er at afdække dine symptomer. Herefter vil jeg fysisk gennemgå hele kroppen for at finde årsagen til dine smerter.

Osteopatisk behandling

Den osteopatiske behandling skræddersyes ift. dine problemer. Behandlingen er blid men effektiv og består af manuelle teknikker, der udføres med hænderne.

Formålet med den osteopatiske behandling er at normalisere blodgennemstrømningen, således at nerver, bindevæv, muskler, sener, ledbånd og knogler får de optimale betingelser for at hele op efter en skade. De osteopatiske teknikker korrigerer restriktioner og kompensationer i led, bindevæv, nerver og muskler vha. blid manipulation, mobilisering, tryk og stræk.

Ifm. behandlingen vil du desuden modtage råd og vejledning ift. den skade du har pådraget dig.